Egholm shelters

Bæredygtighed er kongstanken bag Egholm Øko Shelters. Shelters der skal give besøgende, turister og lokale mulighed for at komme ud i naturen og opdage Egholms mange muligheder. Formålet med Egholm Øko Shelters er, at fremme bæredygtig fritid og turisme, informere om og demonstrere bæredygtighed i praksis samt understøtte Egholm som et rekreativt bynært område.

Projektet blev offentliggjort i juni 2019. Nordea Fonden støtter projektet Egholm Øko Shelters.

Læs pressemeddelelsen

 

Nordeafonden Logo Black Rgb

 

Forslag Shelter 004 004 Photoshop

 

Om projektet

Øen Egholm ligger i Limfjorden, lige vest for Aalborg og Nørresundby. Den 605 ha store ø har et rigt dyreliv og smuk natur. På øen er der et stort fokus på økologi og bæredygtighed.


Egholm ligger tæt på Vestre Fjordpark, et vandrehjem, Aalborg Marina, to campingpladser og to museer. Øen består primært af agerland, og over 90 % af øen dyrkes økologisk. Der er afmærkede vandre- og cykelstier på øen, samt restaurant, hotel, shelterplads og undervisningsfaciliter for skoleklasser.

Projektet Egholm Øko Shelters skal være med til at skabe en nye og bedre forbindelser mellem Egholm og fastlandet, Aalborg og Nørresundby, vand og land, individer og grupper, naturen og byen samt – vigtigst af alle – mennesker og natur.

Udviklingen af Egholm

Udover de eksisterende faciliteter på øen, har Egholm store potentialer: det er en lille ø, som med sin nærhed til byen og flotte natur har gode muligheder for at være et rekreativt åndehul med en høj markedsføringsværdi. Der er flere producenter af økologiske fødevarer på Egholm, og projektet med Egholm Øko Shelters understøtter udviklingen af nye forretningsmuligheder for disse, og for restaurant  og overnatningsmulighederne på øen.

Egholm Øko Shelters som produkt

Målet er at opføre 3-5 nye shelters, med plads til 5-6 overnattende personer i hver shelter.  I shelterne skal det være muligt både at dyrke fællesskabet og at trække sig tilbage. Det skal være en oplevelse, som man ikke kan få i et almindeligt skovshelter – men grundprincipperne og brugsanvendeligheden vil naturligvis have fællestræk. Egholm Øko Shelters indeholder muligheder for overnatning, oplevelser, leg, læring og ikke mindst formidling af bæredygtighed, klimaforandringer, økologi, biodiversitet, naturbeskyttelse og naturgenopretning.

Målgrupper

Målgrupperne kan eksempelvis være spejdere, foreninger, vandrere, cyklister, lystfiskere, skoleklasser, familier – Egholm Øko Shelters er for både dem, der bor tæt på og for turister fra nær og fjern.

Organisation

Eghom Øko Shelters udvikles af Aalborg Kommune i et samarbejde mellem Fritidsafdelingen (Sundheds- og Kulturforvaltningen), Park & Natur (By- og Landskabsforvaltningen) og Center for Grøn Omstilling (Miljø- og Energiforvaltningen).

Styregruppen, som står for udviklingen og for at finde en driftsmodel har Jon Lindberg, Sarah Kruse, Anita Lodberg, Ove Axelsen, Kasper Kristensen, Kirsten Lund Andersen, Erik Kristensen, Jens Riise Dalgaard som medlemmer. Projektleder er Lis Rom Andersen fra Center for Grøn Omstilling.

Del indhold