22. december - Veganske juletræsbrownies

Opskriften på disse juletræsbrownies kræver ikke de store bagekundskaber, men lader både voksne og børn være med. Kagen smager af en skøn kombination af kanel, chokolade og nektarin, og pyntes i ægte decemberstil som juletræer, hvor kun kreativiteten sætter grænser for farven på glasuren og valget af krymmel. Samtidigt er opskriften uden hverken almindelig mælk eller æg, men har stadig den samme lækre svampede konsistens, som vi kender det fra brownies.

Opskriften giver ca. 10 - 12 juletræer

Ingredienser:

  • 2 spsk hørfrø, kværnet
  • 6 spsk kogende vand
  • 8 spsk smagsneutral olie
  • 10 spsk æblemos
  • 6 spsk sirup
  • 1 økologisk nektarin, skal & saft
  • 200 g mørk chokolade
  • 4 tsk kanel
  • 2 spsk usødet kakao pulver
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 dl mel
  • 1 knivspids salt
  • 1 dl valnødder

Pynt:

  • 1 dl flormelis
  • 1 tsk vanilje essens
  • 1 tsk plantemælk
  • Kanelstænger eller julestokke
  • Krymmel

Fremgangsmåde:

Bland kværnet hørfrø og kogende vand sammen i en skål og lad trække i 10 minutter. Kom olie, æblemos og sirup i en stor skål. Tilføj hørfrøblandingen, nektarinskal og saft samt 100 gram smeltet chokolade (smelt nemt chokoladen i mikroovnen). Pisk ingredienserne godt sammen og si efterfølgende kanel, kakao, bagepulver, mel og salt ned i dejen. Hak valnødder og de sidste 100 gram chokolade groft. Vend i dejen til sidst.

Beklæd en bageform med bagepapir og hæld kagedejen i formen (jeg brugte en kvadratisk form i størrelsen 25×25 cm). Kagen bages i ovnen i ca. 30 minutter ved 175 grader, men hold endelig øje, da alle ovne er forskellige.

Lad kagen køle af. Skær efterfølgende kagen i trekanter som juletræer. Der kan blive ca. 10 – 12 juletræer af opskriften. Blandt flormelis, vanilje og plantemælk sammen til en tyk glasur. Pynt kagerne med glasur i en sprøjtepose. Eksperimenter gerne med frugtfarve for et anderledes udtryk. Brug enten kanelstænger eller julestokke som stammen på juletræet. Pynt med hvad end, du har lyst til og har til rådighed af krymmel.

Dsc02984

Dsc03523

Dsc03533

Del indhold